Til børnedyrskuet ved Aulum Dyrskue kan børn op til 14 år gratis tilmelde sig og få bedømt deres dyr ud fra, hvor godt de kender og kan fortælle om det. Man deltager samtidig i konkurrencen om ærespræmier, og dommerne sørger for, at det bliver en god og tryg oplevelse for alle.
Du kan tage din hamster, kalv, hest, kanin, hund, kat, kylling eller et helt andet dyr med – så længe du selv kan fortælle lidt om det. Dyrene står samlet under skuet, og alle børn får et lille minde med hjem fra dagen.
Bamse-skue
Bamseskuet er en særlig kategori i børnedyrskuet, hvor børn deltager med en bamse, som forestiller et dyr – det kan være alt fra en koala til en ulv. Det er især for dem, der ikke har mulighed for at have et levende dyr.
Børnene bedømmes på samme måde som i de øvrige kategorier: deres viden om det dyr, bamsen repræsenterer, og hvordan de fortæller om det. Bamserne konkurrerer kun mod hinanden og deltager ikke i konkurrencen om ærespræmier på tværs af kategorier.
Både børnedyrskue og bamse-skue kræver tilmelding, men det er helt gratis. Der medfølger én entrebillet til en ledsager, hvis barnet er under 12 år.
Tilmelding
Du kan tilmelde dig fra 1/6 til 14/7 via linkene herunder. For kvæg er tilmeldingsfristen dog 7/7.
Tilmelding inkluderer et indgangsarmbånd til barnets hjælper, hvis barnet er under 12 år. Du kan også tilkøbe ekstra armbånd eller frokost ved tilmelding.
Hvad kan du forvente til børnedyrskue?
Inden dyrskuet modtager du en mail med praktisk info. Armbånd og startnumre udleveres ved ankomst, og program, sundhedserklæring mv. sendes pr. mail. Dyrskuekataloget bliver lagt på hjemmesiden.
Der er vand til dyrene på pladsen, men du skal selv tage foder med. Det samme dyr kan ikke udstilles i flere konkurrencer (kalve undtaget).
Hvad forventer vi af dig på børnedyrskue?
Vi håber, du har lyst til at fortælle lidt om dit dyr – fx hvad det hedder, hvad det spiser, og hvad I laver sammen. Dommerne stiller nogle enkle spørgsmål, og du må gerne vise et trick eller to, hvis dit dyr kan noget særligt. Vi har små spring, hvis det ønskes. Kun barnet, der udstiller, deltager i bedømmelsen, men ledsagere er meget velkomne.
Fotokonkurrence
Er du tilmeldt børnedyrskuet, kan du deltage i fotokonkurrencen. Send et billede af dig og dit dyr til koordinator@aulumdyrskue.dk senest 25. juli – gerne med dyrets navn og race samt et par ord om, hvorfor netop dit dyr er særligt. Billedet med flest likes på Facebook i ugen op til dyrskuet vinder en præmie.
Vinderen findes inde på Facebook siden. Følg vores side og se hvordan konkurrencen skrider fremad.
Ved deltagelse giver du tilladelse til, at billederne må bruges på Facebook og hjemmesiden.
Dyrskuet finder sted den anden lørdag i august kl. 09:00–16:00 på Dyrskuepladsen, Ørrevej i Aulum. Dyrene skal være klar og tilset af dyrlægen senest kl. 08:30. Dyrlæger er til stede fra kl. 06:00.
Vi følger de officielle dyrskueregler fra Landsskuet i Herning.
Indgangsarmbånd børnedyrskue
Alle voksne udstillere og hjælpere skal bære armbånd. Ét armbånd følger med pr. tilmeldt dyr. Børn under 12 år skal ikke selv bruge armbåndet og kan give det til en hjælper. Ekstra armbånd kan købes ved tilmelding eller i indgangen.
Alle spørgsmål relateret til børne- og bamseskuet rettes til: Jeanne Groth Pinnerup TLF: 2844 4663 Mail: J_asmussen84@hotmail.com